Hvorfor tager regeringens "eksperter" altid fejl med hensyn til inflation?

Jerome Powell skylder os en forklaring. Federal Reserve-formanden bekræftede i denne uge, hvad investorerne allerede havde gættet: Overraskende vedvarende inflation afskrækker Fed fra at sænke sin korte rente så hurtigt og måske så hurtigt, som Wall Street havde håbet. Det er det rigtige opkald. Fed begik sin værste fejl i 40 år, da den handlede alt for langsomt for at tæmme inflationen efter pandemien. Dens institutionelle troværdighed - som hænger meget på i et fiat-pengesystem - afhænger nu af hr. Powells succes med at undertrykke denne inflation. Så sent som i december, med en forbrugerprisinflation på omkring 4 % og Feds foretrukne inflationstakt for personlige forbrugsudgifter på omkring 3 % (både eksklusive fødevarer og energi), signalerede centralbankembedsmænd, at de var på vej til mindst tre rater. nedskæringer i år. Fed mente, at den havde sat inflationen på en permanent glidebane mod sit 2 %-mål. Centralbanken mener, at den kan få markederne til at gøre, hvad den vil, ved at telegrafere, hvad Fed planlægger at gøre. Den primære model, kendt som FRBUS, er mangelfuld. dybt mangelfuld. Det tager ikke tilstrækkeligt hensyn til virkningerne af finanspolitikken, såsom de 10 billioner dollars i kumulative underskudsudgifter siden starten af 2020, der udgør subsidier og andre udgifter, som Kongressen og efterfølgende administrationer pumpede ind i økonomien. Modellen forudsagde ikke den inflationære forbrugseksplosion i den æra og har formentlig overvurderet de (stort set illusoriske) fordele ved offentlige infrastrukturudgifter for fremtidig produktivitet og økonomisk vækst. Modellen misforstår kronisk arbejdsmarkedet og overvurderer effekten af et stramt arbejdsmarked på inflationen.